Influenzavaccination

Influenzavaccination
Influenzasæsonen forventes at vare fra efterårets uge 40 til uge 20 næste år.

Nogle mennesker er mere sårbare overfor smitte med influenza virus grundet nedsat immunforsvar med følgende risiko for komplikationer og alvorlig sygdom i efterforløbet.

Man kan risikere et forværret sygdomsforløb, såfremt man smittes med både influenzavirus og covid-19 virus samtidig, hvis man har et svækket immunforsvar relateret til fx høj alder eller kronisk sygdom.

Formålet er at beskytte de mest sårbare mennesker i samfundet og forebygge unødig belastning i sundhedssystemet. Der tilbydes gratis influenzavaccination til patienter, der er fyldt 65 år, kronisk syge, førtidspensionister samt gravide i 2. eller 3. trimester.

Det lykkedes første gang i 2020 at opfylde WHO’s anbefaling om at vaccinere 75 procent af befolkningen på 65 år og ældre.

Influenzavaccinerne til voksne er fremstillet i et hønseæg og består af en inaktiveret vaccine – dvs. den indeholder de proteiner, som virus har på sin overflade.

Når denne injiceres i en muskel, vil immunforsvaret aktiveres og danne antistoffer mod virus til fremtidig beskyttelse mod netop den type influenzavirus, som man er blevet vaccineret imod.

Influenzavaccinen medfører beskyttelse og immunitet mod de specifikke influenza-stammer i vaccinen efter ca. 2-3 uger og varer ofte 6-12 måneder.

OBS: Vaccinen kan aldrig være 100 % effektiv mod influenza og der er dermed en risiko for at du kan blive smittet, selvom du er vaccineret.

Graden af beskyttelse og immunitet afhænger af, hvor godt antigenerne i vaccinen – passer til de aktuelle vira, der cirkulerer samt graden af ens eget immunforsvar.

Undersøgelser viser, at vaccinerede mennesker der smittes med influenza ofte får et mildere sygdomsforløb og nedsætter risiko for indlæggelse.


Influenzavaccination af børn

Som noget nyt anbefaler Sundhedsstyrelsen i år at vaccinere børn i alderen 2-6 år, idet børnene i denne aldersgruppe udgør en væsentlig kilde til smitte i samfundet.

Håbet er at begrænse sygdom i familierne og dermed forhåbentlig undgå isolation.
Vaccinen til børn er en levende, svækket vaccine, som optages gennem næsens slimhinde som en næsespray, hvor dosis fordeles med ét pust i hvert næsebor.

Vaccinen indeholder de anbefalede typer af type A og B influenza A-virus. Vaccinen skal gives af to gange med mindst 4 ugers mellemrum.

Påmindelser fra Statens Serum Institut

SSI udsender igen i år påmindelser til alle 65-årige og derover i forhold til influenzavaccination og pneumokokvaccination, ligesom det sker til forældre som led i børnevaccinationsprogrammet. 

(Kilde: Statens Serum Institut Epi-nyt uge 38/39)